Oplev Guitar Rebels på Kalundborg Rocker

Guitar Rebels – det tætteste man kommer på Volbeat!

Det stærke coverband Guitar Rebels bringer godt nyt til alle europæiske Volbeat-fans. For ikke bare lyder de som mestrene – deres liveshows gør Volbeat kunsten efter. Og bandet melder sig klar til at fyre op under store som små scener.

Helt centralt i Guitar Rebels står frontmand Jimmy Thor Jensen med en vokal, der til forveksling lyder som Michael Poulsen. Bandet har spillet og turneret sammen gennem flere år, hvor sætlisten har bestået af covernumre af den tunge skuffe, men har nu besluttet sig for at leve drømmen ud og fokusere kræfterne på deres favoritband, Volbeat.

De fire medlemmer har længe ønsket at skabe en coverversion af Volbeat, som kunne levere varen på samme niveau som originalen. Og efter et par måneder i øvelokalet er det svært at høre, hvornår Volbeat stopper og kopien starter.

Bandet har en stor fanskare i ryggen og er klar til at vælte spillesteder over hele Europa.